Om Niklas
Mit navn er Niklas Hindsberg, jeg er Ungementor og certificeret Trivsels & Mindset Coach
Jeg er også podcastvært, foredragsholder, forfatter og ambassadør. Min mission i livet er at hjælpe unge med at finde ro i hovedet og give dem troen på, at de er gode nok, som de er, i en verden, der konstant udfordrer de unges selvbillede og selvværd.
Jeg kender de udfordringer, som unge kæmper med i dag, ikke kun fordi jeg arbejder med unge mennesker, men fordi jeg selv har stået i dem og mærket dem på egen krop.
Min egen opvækst med svigt, vold og misbrug har givet mig en unik forståelse for, hvor svært livet kan være, når man kæmper med ensomhed, angst, tankemylder, lavt selvværd og følelsen af at være forkert. Det er den erfaring, jeg tager med mig ind i mit arbejde, så de unge, jeg møder, kan mærke, at jeg rent faktisk forstår dem, og at de ikke er alene.
I dag står jeg bag ‘Bryd Tabuet’, som er en forening for unge, hvor jeg har skabt et trygt rum, hvor intet er tabu, og hvor der er plads til at sætte ord på alle de svære ting i livet.
Her kan de unge sige tingene højt uden at føle sig dømt. Samtidig får de konkrete redskaber til at håndtere de svære tanker og følelser, når livet gør ondt.
Min podcast ‘Bryd Tabuet’ har over 55.000 afspilninger og over 2.000 faste unge lyttere. Her møder de hver uge en ny ung gæst, som deler sin historie og fortæller om alt det, vi normalt ikke siger højt.
Det er særligt også igennem de sociale medier, at jeg skaber en kontakt med de unge. Her har jeg det sidste år fået over 1,5 millioner visninger og over 140.000 i rækkevidde.
Men vigtigst af alt: Så har jeg dagligt dialog med unge mennesker i min indbakke, fordi der er skabt et univers, hvor de bliver forstået.
Når forældre og fagfolk spørger, hvordan jeg når ind til de unge, er svaret enkelt: Jeg møder dem i øjenhøjde, taler deres sprog og deler mine egne erfaringer med dem, så de føler sig set og forstået.
Jeg har de seneste år også haft tæt samarbejde med både Bryd Tavsheden og GirlTalk. Her har vores samarbejde skabt flere succesfulde projekter, som har sikret og styrket unges trivsel.
Jeg er forfatter til bogen ‘Bryd Tabuet’, der udkommer senere på året, og som jeg har skrevet sammen med 12 unge, der hver især fortæller om at vokse op og ikke ligne de andre, eller at have fået en anderledes start på livet. Det er ærligt, autentisk, sårbart og råt – og derfor ægte og noget, andre unge kan spejle sig i.
Gennem foredrag på skoler deler jeg min opvækst med svigt, vold og misbrug. Her fortæller jeg, hvordan jeg i en tidlig alder havnede i et stofmisbrug, som var tæt på at koste mig livet.
Jeg deler min rejse ud af misbruget og hvilke værktøjer, redskaber og metoder, der har fået mig hen til, der hvor jeg er i dag. De unge har brug for rigtige mennesker, de kan spejle sig i – ikke flere skræmmekampagner og statistikker.
Mit mål er, at alle unge skal føle, at de er gode nok, som de er, og at uanset hvad man kommer fra, eller har været igennem, så er der altid en vej ud.